Anmeldelse af dokumentarfilm "Gymnastik med hjertet".

Dokumentarfilmen Gymnastik med hjertet af Dorte Palle Jørgensen blev vist i DR 2 søndag den 17/12 2006.

Dokumentarfilmen var nomineret til Prix Europe i Berlin og var sammen med 16 andre dokumentarfilm i den multikulturelle genre blandt Europas bedste film.

Følgende anmeldelse skrevet af Synne Rifbjerg i Weekendavisen den 22/12 2006.

Det kan dårligt blive mere dansk. Havnerundfart, høj blå himmel, Københavns irrede kobbertage, den lille havfrue, en blond dansk pige close-up. Og så dukker en række tørklædebeklædte hoveder op i sommervinden. Det er de egentlige hovedpersoner i Dorte Palles seneste dokumentarfilm”Gymnastik med hjertet”, som blev sendt i DR” i søndags. Dorte Palle har fulgt en række indvandrerkvinders fysiske og – ikke mindst – mentale udvikling i ”Gymnastikforeningen for etniske kvinder” på Nørrebro. De tilhører næsten alle den gruppe af oversete indvandrerkvinder, som man nok ofte støder på i gadebilledet, men ingen rigtig viden har om.
Det er dem, der kom hertil for over tyve år siden, fik deres børn her,men ikke et eget liv i det danske samfund. De sidder isolerede, efterhånden som børnene er flyttet hjemmefra, og manden stadig arbejder, uden ordentligt kendskab til det danske sprog eller social kontakt af nævneværdig art.
Men så er der Suzzane, den blonde danske med det udenlandske navn og den forunderlige jobkombination: sygeplejerske og mavedanser. Hun er en såkaldt ildsjæl, Larger than life, og hun har i 6 år lokket for og hæget om denne gruppe af kvinder. Hendes projekt er ikke bare at få dem ud på gulvet med armene i vejret, hun vil også besøge dem hjemme, have dem til at spise ordentligt, tage vitaminpiller og føle sig skønne. Med andre ord en uhyre ambitiøs dame, det må være hendes hjerte, der har sneget sig ind i programmets tittel.

”DET gør ondt, Suzzane” Den klage høres hyppigt i gymnastiklokalet, hvor de generelt temmelig korpulente kvinder i begyndelsen let modvilligt svinger med armene. Selv når de ikke svinger med noget, gør det ondt, for livet leves i høj fgrad foran fjernsynsskærmen med fingrene i kagedåsen. Der er problemer med blodtryk, kolesterol, sukkersyge, og Suzzane formaner, og Suzzane giver en krammer, og Suzzane kommer på hjemmebesøg, og Suzzane er med hos lægen.
I centrum står blandt andre Dündü, som har sukkersyge. Hun virker som et barn, og det gælder på en måde flere af kvinderne. Let udisciplinerede småsnakker de, når de måske skulle være i gang med at bevæge sig ellerhøre, hvad Suzzane har at meddele om vitaminernes velsignelse.
Og så er det Suzzane som bor sammen med den hvide kat, der betyder alt for hende. ”Den er mit barn” siger hun selv, når en af kvinderne spørger, hvordan katten har det, for dog at vise noget interesse tilbage. Man aner en historie om Suzzane, som ligger ud over den forrygende empatiske kvinde, der optræder som kvindernes ambassadør. Hun skal nemlig hver sæson ansøge på ny om bevilling til sit særlige projekt, det er dokumentarens underliggende drma: Kan det køre videre, dette utopiske og samtidigt meget konkret sympatiske projekt ?
Der er flere rørende scener i Dorte Palles dokumentar. Mest berørt blev jeg personligt af en ældre kvinde, der begynder senere end alle de andre. Hendes datter er formidleren til Suzzane, for kvinden kan ikke selv stave sit navn. Den gymnastiske øvelse – skriv-dit-navn- indgår også i Suzzanes program, og denne kvindes tydelige selvværdsløft giver gymnastik til seerens eget hjerte.
Ellers tynges filmen lidt af gentagelser. Måske har disse kvinder været svære at få lov til at komme ind på livet af, for man lærer dem ikke rigtigt at kende. Til gengæld virker det fuldkommen idiotisk, at Suzzane ikke får sin bevilling, for netop dette projekt virker som en vej ind til disse kvinders hjerte. Hjerter, der ellers truer med at holde op med at slå.