Kan idræt være et middel til at forbedre integrationen?

Artiklen er en projektbeskrivelse af Lina Neimann december 2013.

 

 

ABSTRACT........................................................................................................................................................................... 3

INDLEDNING...................................................................................................................................................................... 4

1.0 REDEGØR FOR INITIATIVER, DER TAGES I DANMARK FOR AT INTEGRERE INDVANDRERKVINDER VIA IDRÆT.................................................................................................................................................................................... 5

1.1 Kulturpluralistisk integration, assimilation og segregation.................................................... 5

1.2 Indvandrere i Danmark................................................................................................................................. 6

1.3 Efterkommeres identitetsvalg.................................................................................................................... 7

1.4 Idrætsinitiativer til at forbedre integration for indvandrerkvinder................................. 8

2. GIV EN SOCIOLOGISK FORKLARING PÅ SOCIAL INTEGRATION.............................................. 10

2.1 Social integration. Durkheim om individets forhold til samfundet................................. 10

2.2 Habitus, felter og kapitalers påvirkning af integration........................................................... 11

2.3 Giddens – det frie individ........................................................................................................................... 11

2.4 Social ulighed..................................................................................................................................................... 12

3. DISKUTER IDRÆTS ANVENDELIGHED SOM INTEGRATIONSVÆRKTØJ............................ 15

3.1 Idrættens vigtige egenskaber.................................................................................................................. 15

3.2 Idrætsforeningslivet og kultureller barrierer.............................................................................. 15

Konklusion........................................................................................................................................................................ 19

Litteratur............................................................................................................................................................................ 19

 

 

 

ABSTRACT

The purpose of the project is to investigate whether and how physical activities can help non-ethnic Danish women to improve their integration in the society. And therefore, it has been relevant to explore some of the many integration initiatives through sports and see whether they are succeeding or not. Furthermore it focuses on finding out which barriers that might emerge to the participation of doing physical activities in the Danish, post-modern society, including the cultural differences.

According to the aim of understand these barriers, I have analyzed sociological theories that attempt to explain how people act when immigrating to another country. Finally, the paper concludes that some of the integration problems can be solved through sports. Especially for non-western immigrant women who seem to be much more shielded from the society than men are. This means that sports and other physical activities is able to improve their social capital, and therefore also their social network.

 

                       

INDLEDNING                  

Umiddelbart, er det svært at se en sammenhæng mellem integration og idræt. Men ud fra idrættens positive virkninger på mennesker, er det interessant at finde ud af, om idræt kan have særlig påvirkning af indvandreres integration. Herunder har jeg fundet det særligt interessant at have kvinder af anden etnisk herkomst i fokus. Forholdet mellem kvinder og mænd i den mellemøstlige kultur er nemlig markant forskelligt fra den veslige kultur. Dette kan medføre, at indvandrerkvinder har sværere ved at integrere sig end indvandrermænd, og derfor er det interessant at se på, hvilken påvirkning idræt kan have i forhold til integration af kvinder.

Det jeg sigter efter med min opgave, er at besvare min problemstilling, der er konstrueret omkring følgende spørgsmål:

• Redegør for de initiativer, der tages i Danmark for at integrere indvandrekvinder via idræt.
• Giv en sociologisk forklaring på social integration
• Diskuter idræts anvendelighed som integrationsværktøj

 

Besvarelsen vil blive opbygget således:

Første del af min opgave er en generel redegørelse for integration og integrationsproblematikken, med et fokus på indvandrerkvinder. Når betegnelsen indvandrerkvinder bruges, er det ikke-vestlige kvinder, der refereres til, med mindre andet er angivet. Denne sondring gælder også for mænd. Herefter vil jeg præsentere en række forskellige initiativer i Danmark, der har til formål at integrere forskellige grupper af indvandrerkvinder.

I det efterfølgende afsnit, vil jeg med en sociologisk forklaring, der bygger på sociologiske teorier og relevante statistikker, analysere begrebet social integration. Herunder vil uligheden i samfundet blive problematiseret og analyseret.

Til sidst vil jeg, gennem resultater og teorier, diskutere hvorledes idræt kan bruge som et integrationsværktøj. I dette afsnit vil jeg komme ind på kulturelle forskelle mellem den ikke-vestlige kultur og den danske, og dernæst de barrierer, der kan opstå i forbindelse med  deltagelsen i idræt og foreninger. Til sidst vil jeg præsentere nogle konkrete forslag til, hvordan man kan forbedre idræt som integrationsværktøj. 

 

 

 

 

1.0 INTRODUKTION TIL INTEGRATION

 

 

1.1 Kulturpluralistisk integration, assimilation og segregation

 

Den direkte betydning af begrebet integration forklarer dét at bringe to eller flere ting sammen til én enhed. Ved integrationsbegrebet refereres der til måden hvorved indvandrere tilpasser sig i samfundet, herunder også hvordan de interagerermed det nye lands befolkning, samt i hvilken grad de ”optager” den nye kultur. [1] Integration handler om samfundet såvel som individet.[2] Det er nemlig vigtigt for integrationen af indvandrere, at landets befolkning tager imod folk fra andre kulturer og accepterer de forskelligheder der end måtte forekomme. [3] Dette er set ud fra et kulturpluralistisk synspunkt, da man her ønsker en bevarelse af dele fra moderkulturen, men samtidig i nogen eller høj grad tilegner sig modtagerlandets kultur.

I kontrast til integration, følger de vigtige begreber, segregation og assimilation, der også betegner den måde enkelte grupper/individer står i samfundet.[4] Begrebet segregation beskriver i sig selv den adskillelse mellem samfundsgrupper, der forekommer, oftest forårsaget af etnisk forskellighed, men som også kan opstå på baggrund af hierarkiske forhold[5]. I forhold til kulturpluralistisk integration, som omhandler en gensidig tilpasning, der både varetager de vigtigste elementer fra indvandrerens egen kultur, men som samtidig ”adopterer” vigtige normer fra det respektive samfund, handler segregation om den fysiske adskillelse af samfundsgrupper. Minoritetsgrupper, lever i miljøer, såsom ghettoerne, adskilt fra majoriteten i samfundet, og bliver ikke på samme måde som ved integration, en del af samfundet. Derved leves der efter minoritetens egne levemåder og kulturarv.[6] Dette er ikke en attraktiv integrationsform for staten, fordi der herigennem ikke bidrages til samfundet, men derimod opstår der så at sige et fragmenteret samfund, som er et splittet samfund, uden nogen sammenhængskraft. For en indvandrer kan det være trygt at bibeholde sine egne kulturelle værdier, fordi man ikke behøver at forholde sig til værtslandet. Dog kan der følge en masse konsekvenser, som manglende selvrealisering, begrænset netværk, og manglende uddannelse.  I modsætning til segregation, findes assimilation. Dette begreb omhandler samfundets forsøg på at påtvinge minoriteterne/indvandrerne majoritetskulturen.[7] Assimilation beskriver altså en kompromisløs adoption af en kultur, som indbefatter, at kulturforskellen bliver ophævet[8]. Denne form for integration vil aldrig kunne forekomme i bogstaveligste forstand,  for hvis en stat ønsker, at indvandrerene skal ligne majoritetsbefolkningen, vil det sandsynligvis kun kunne lade sige gøre hvis de blev tvunget til det, for det er tvivlsomt hvor meget et menneske vil slippe sine oprindelige rødder. Dermed ville det skabe stor splid mellem minoritetsgrupper og staten. Af denne grund er det statens interesse at skabe en balance mellem statens interesser og indvandrerens interesser i forbindelse med integration. De bedst mulige rammer for en kulturpluralistisk integration skabes dermed gennem lovgivning og integrationsinitiativer.

 

1.2 Indvandrere i Danmark

 

De europæiske samfund er i dag langt mere “multikulturelle”, end tidligere. Det gælder også for Danmark, som har en stor andel indvandrere af første, anden og tredje generation fra mellemøstlige lande[9]. Pr. 1. Januar 2013, var 7% af Danmarks befolkning indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, hvilket er en stigning på 700% siden 1980, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande var  på 1%[10]. Denne andel af befolkningen har vidt forskellige grunde til at være imigeret til landet, men samlet set, viser undersøgelser, at de generelt er ”dårligere” stillet i samfundet, og har svært ved blive ”adopteret” succesfuldt i landet. Ikke lige så stor andel ikke-vestlige indvandrere og efterkommer, som ”danskerne”, tager uddannelse, flere går ledige og generelt har de lavere indtægt.[11]  Når et samfund oplever stor indvandring, ligger der derfor en vigtighed forbundet med at få denne etniske gruppe til at ”fungere” i samfundet – det er her integration kommer ind i billedet. 

Integration er et vigtigt emne på den politiske dagsorden, og staten prioriterer integration højt. Der ligger nemlig en vigtighed i at bibeholde landets mest basale værdier og normer, og dette  håndhæves bl.a. gennem lovgivningen. Da den mellemøstlige og vestlige kultur er markant forskellig fra hinanden, resulterer det ofte i kulturelle sammenstød. Disse sammenstød kan eksempelvis forekomme i de moralske og etiske forskelligheder, som forhindrer den ”gode” integration. Herunder er det ofte især rollen mellem mænd og kvinder, hvor disse forskelligheder kommer til udtryk. I forbindelse med tabuiseringen af kvindekroppen i den mellemøstlige kultur, oplever kvindelige indvandrere ofte at være splittet mellem sin oprindelige og det givne lands kulturelle værdier – særligt i landet med et mere liberalt syn på kvindekroppen. Herunder er det især islamiske kvinder, der mærker denne form for ambivalens.[12] Igennem tiden har man forsket i hvordan indvandrere bedst muligt integreres i samfundet. Eksempelvis har folketinget udarbejdet en såkaldt Integrationslov. Denne lov bygger på et integrationsprogram, som kan vare i op til tre år, hvor der gives ekstra støtte og forsøg på igangsættelse af eksempelvis beskæftigelse[13]. Ud over, at folketinget forsøger at lovgive til bedre integration, er det også vigtigt, at indvandreren selv interagerer i samfundet, såvel som med samfundet.

 

1.3 Efterkommeres identitetsvalg

 

Den norske professor og socialantropolog Thomas Hylland Eriksen mener, at det kræves af mennesket, at man har en identitet, enten national eller etnisk. Når en indvandrer flytter til et land, der værdi- og kulturmæssigt ligger lang fra oprindelseslandet, skal vedkommende tage stilling til, hvordan han/hun skal integreres i samfundet, men derudover har vedkommende allerede en identitet, da de typisk vil identificere sig selv som værende tilflytter, og dermed ikke dansker. Deres efterkommere står derimod over for en lidt anden problemstilling, nemlig valg af identitet. Ifølge Hylland Eriksen, findes der tre muligheder for efterkommerens identitetsvalg; ren identitet, bindestegsidentitet eller kreolsk identitet. Den rene identitet er en identitet, hvor den unge fastholder de oprindelige traditioner og værdier, der kommer fra førstegenerationens hjemland. Denne type identitet skaber en vis form for orden, da den unges tilværelse forenkles. Det forhindrer dog integrationen i samfundet, og vedkommende kommer til at leve i en segregeret minoritetsgruppe. Bindestregsidentiteten har ikke samme problem med integration, som ved den rene identitet. Derimod ”brobygges” der mellem de forskellige kulturer, og vedkommende lever på sin vis med en todelt identitet, hvor de traditionelle værdier fastholdes i hjemmet, men integreres med de senmoderne ude. Denne type identitet forudsætter dog, at der forekommer en tydelig forskel mellem de to kulturer – ude og hjemme. Problemet ved denne type identitet er, at den unge er splittet mellem to kulturer. Herved kan der opstå konsekvenser i hjemmet og for efterkommerens integrering. Til sidst er der den kreolske identitet, også kaldet blandingsidentitet. Det er den identitet, hvor efterkommeren formår at få de to kulturer til at flyde sammen, og derved gælder den samme identitet både i hjemmet og ude i samfundet. Her er integration lettere for individet, men det kræver samtidig, at, der vises åbenhed for det senmoderne samfund.[14]

 

2.0 REDEGØR FOR INITIATIVER, DER TAGES I DANMARK FOR AT INTEGRERE INDVANDRERKVINDER VIA IDRÆT

2.1 Idrætsinitiativer til at forbedre integration for indvandrerkvinder

 

Forskning viser, at færre ikke-vestlige indvandrere i de vestlige Europæiske lande er involveret i idræt eller sport, sammenlignet med majoriteten. Det er især indvandrekvinder, der ikke er deltager i disse aktiviteter[15]. Dette hænger måske sammen med de kulturelle forskelligheder der forekommer i denne forbindelse, eksempelvis tabuiseringen af kvindekroppen. For at få indvandrekvinder til at dyrke mere idræt, og derigennem forhåbentlig forbedre integration, igangsættes der initiativer I Danmark, som skal gøre det nemmere for kvinderne at deltage i sådanne typer foreningsliv.

Der er stor forskel på indvandrere og dermed også stor forskellighed i målgrupperne hos de forskellige integrationsmålrettede foreninger.

• Shahrazad – motionsaktiviteter for udsatte indvandrerkvinder af første generation i alderen 50-60 år[16]
• HTI (Get2Sport) – unge piger i alderen…
• SheZone – alle aldre

 

Shahrazad

Shahrazad, har flygtninge- og indvandrerkvinder af anden etnisk herkomst, i alderen 50-60 år, som målgruppe. Det er indvandrere med ren identitet, der er dominerende i denne forening, dvs. indvandrere, der i ingen eller meget lille grad er integreret i samfundet. Formanden for foreningen Suzzane Sofia Potempa, der er sygeplejerske, bevægelseslærer og underviser i Shahrazad, udtaler, at formålet er at forbedre kvindernes danskkundskaber igennem fysisk aktivitet og samvær, og derudover give dem redskaber til at forstå kroppen og kroppens behov.[17]

 

HTI

Dansk Idrætsforbund (DIF) har etableret et permanent projekt, Get2Sport, der fungerer som en idrætsforening, med daglig virke i udsatte boligområder i hele Danmark – hvilket inkluderer især indvandrere og nydanskere af anden etnisk herkomst. I forbindelse med Kulturministeriets årlige Idrætspris, har DIF-ledelsen nomineret Barbara Frederiksen, en såkaldt ildsjæl i Get2sport-foreningen, til denne pris, for hendes arbejde inden for integration af indvandrerpiger. Hun har nemlig stiftet et pigefodboldhold i Høje Taastrup, som består af mange nydanske piger.[18]  Disse piger, vil typisk være kendetegnet ved at have enten kreolsk identitet, som hhv. er blandingsidentiteten, hvor efterkommerens baglands kultur sammenblandes med den danske kultur, eller også har pigerne valgt bindestregsidentiteten, som betyder, at vedkommendes familieliv adskilles kulturmæssigt fra samfundslivet. Årsagen til disse identiteter, kan skyldes, at deres sekundærsocialisering[19], har fundet sted i Danmark, efter den danske kultur.

 

SheZone

Er en forening, der har til formål at inkludere piger og kvinder, som ønsker at skabe et frirum og et fællesskab for bevægelse og udvikling af krop, sind og hjerte.”[20]. Den overordnede målgruppe er kvinder, og i foreningen er størstedelen af medlemmerne af anden etnisk herkomst. Siden efteråret 2012 har SheZone yderligere arbejdet med et projekt, sammen med otte andre foreninger på Sjælland, hvor formålet er at inkludere etniske minoritetspiger og –kvinder som medlemmer og frivillige. Herved forsøges der at skabe engagement og aktivitet, blandt kvinderne, så de i højere gad bliver en del af den frivillige indsats, og derved styrker medborgerskabet. På den måde oparbejdes kompetencer, erfaringer og netværk, der gavner kvindernes og pigernes udvikling, uddannelse og arbejdsmarkedstilknytning. Idræt, bevægelse og fællesskab er omdrejningspunktet, og indsatsen er målrettet hele familiens kvinder – mødre såvel som døtre.”[21] Det er ikke sikkert, hvilken identitetsgruppe medlemmerne typisk har valgt, da det i princippet kan være piger/kvinder i alle forskellige identitetsgrupper. Dog er det ift. efterkommere mest typisk, at de også har valgt dele af den danske kultur, da de er født i landet og, som nævnt tidligere, er blevet sekundærsocialiseret.

 

Disse tre initiativer er blot få ud af en lang række tiltag, til at forbedre integrationen for ikke-vestlige indvandrerkvinder og -piger. Der findes også andre former for forsøg på at drage indvandrerkvinder med i idrætten; bl.a. er der oprettet projekter som ridning for piger med anden etnisk herkomst, som har fokus på at forbedre integration. Dette sker gennem socialt ansvar, gode oplevelser i forbindelse med ridning og hesten, inddragelse af familien, stiftelse af bekendtskab til dansk idræts- og foreningsliv osv.. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration har bevilget 300.000 kr. til dette projekt, som fordeles mellem seks forskellige rideskoler, heriblandt Nordøstsjællands Rideklub (NØR)[22]. I DGI-byens svømmehal, har man sidste år etableret et særligt projekt, for at få etniske minoritetskvinder, til i højere grad at blive en del af idrætslivet. Ved en særlig ugentlig åbning af svømmehallen, får kvinderne lov til at få svømmeundervisning, uden nogen mandlige ”tilskuere”. Derfor bliver hele svømmehallen afdækket, og trænerne og livredderne er udelukkende kvinder.[23]

Også initiativer som danseskoler, hvor indvandrerpiger og –kvinder bliver undervist i moderne dans tilbydes i bl.a. hovedstadsområdet.

 

Særligt ved alle de ovennævnte integrationsinitiativer er, at målgrupperne er piger og kvinder af ikke-vestlig etnisk herkomst, og at man igennem idræt- og foreningslivet forsøger at inkludere dem og give dem styrke og mulighed for at socialisere sig og selvrealisere sig som medborgere i samfundet. Man forsøger altså i høj grad at social integrere målgruppen.

 

3.0 GIV EN SOCIOLOGISK FORKLARING PÅ SOCIAL INTEGRATION

3.1 Social integration. Durkheim om individets forhold til samfundet

 

En af forgangsmændene for den moderne sociologi, franske Émile Durkheim (1858-1917), udviklede begrebet social integration.Han beskrev hvordan menneskets adfærd blev påvirket  af forskellig social indflydelse. Durkheim undersøgte blandt andet sociale kræfters påvirkning af risikoen for selvmord i en befolkning. Han konkluderede, at jo dårligere social kapital man havde, desto større var risikoen for at man tog sit eget liv.[24] Betydningen af begrebet social integration defineres ved deltagelsen i det sociale liv i samfundet[25]. Når social integration bruges i sammenhæng med indvandring, omhandler det den etniske minoritets forhold til modtagerlandets majoritetsbefolkning. Dermed indebærer det først og fremmest majoritetens åbenhed over for den minoritet, der skal etableres i samfundet, og hermed også deres villighed til at indgå i et nyt fællesskab[26]. Durkheim  var endvidere den første sociolog, der beskrev assimilation. Han mente, at mennesket ikke længere, som i det moderne samfund, var i et fællesskab bygget på traditioner og social arv, men derimod i fællesskab bygget på en organisk solidaritet. Organisk solidaritet beskriver en gensidig forbundenhed/afhængighed i den komplekse arbejdsdeling i forhold til forskellige professioner, og det er i denne forbindelse, Durkheim mente, at man som resultat, integrerede.[27] 

 

 

3.2 Habitus, felter og kapitalers påvirkning af integration

 

Den franske sociolog Pierre Bourdieu (1930-2000) opfandt begrebet habitus, som kan oversættes til menneskets karakter. Habitus skabes kort sagt gennem opvækstmiljø, og bestemmer vores handlinger, eksempelvis de måder vi reagerer og agerer på. Ofte vil der være forholdsvis stor overensstemmelse mellem habitus inden for de samme sociale grupper. Dette er den primære habitus. Den sekundære habitus indlejres ikke i forbindelse med familien, men gennem sociale erfaringer, som i skole og på andre sociale områder. Bourdieu mente, at menneskets valg af identiet og søgen mod sociale områder, afhænger af ens habitus. Der ses en tendens til at man søger hen til de sociale områder, som er i bedst mulig overensstemmelse med ens eget habitus. Dette forklarer tendensen til at folk kan blive fastholdt i samme samfundsgruppe.[28] 

Når man taler om felt og kapital, er det begreber, som kommer i forlængelse af habitus. Bourdieu definerede felter som sociale områder i samfundet eks. uddannelsesområdet, kulturelle områder og foreningslivet. De såkaldte felter har hvert sit magtfelt, hvori kapitalerne kommer til udtryk. Kapitaler bestemmes nemlig ud fra et menneskes ressourcer.

Der findes tre former for kapital; social, økonomisk og kulturel. Social kapital handler om individets netværk og forbindelser i samfundet. Økonomisk kapital beskriver de økonomiske ressourcer, og kulturel kapital omhandler uddannelse/intelligens og evnen til at udtrykke sig.[29]  

 

3.3 Giddens – det frie individ

 

I modsætning til Bourdieu mener den britiske sociolog Anthony Giddens (1938-), at individet er frit, og dermed selvstændigt skal ”skrive” sin egen fortælling. Der er tale om individualistiske udfoldelsesprojekter. Han beskriver, at ethvert menneske må finde sin egen personlige livsstil, og derved sin egen identitet. Det er især ordet fortælling, der er kendetegnet ved Giddens teori om det frie individ, for han siger, at fortællingen et menneske vil skrive, styrer den måde vedkommende  agerer på – han taler om skabelse af en meningsfuld helhed. Problemet ved denne individuelle frihed, er at der åbnes op for usikkerhed og angst, i og med at individet skal stå til ansvar for egne valg. I det senmoderne samfund findes der nemlig ikke længere kollektive værdier, man kan holde sig til, og som kan tage skylden for eksempelvis arbejdsløshed eller manglende uddannelse.[30]

Giddens mener, at individets identitet i det senmoderne samfund, styres af de arena, vi optræder i. Arena kan sidestilles med Bourdieus ”felt”, som betegnelsen for områder i sociale sammenhænge. Anthony Giddens forklarer med det, at individets identitet er skiftende, alt efter hvilket arena der optrædes i. Identitet er derfor skiftende, og ikke en fast størrelse.[31]

Habitus er et begreb der anerkendes i den giddenske teori, men det understeges, at det ikke har indvirkning på de valg individet træffer.[32] Når der derfor opstår ulighed i samfundet, er det på baggrund af forkerte, individuelle valg.

 

 

3.4 Social ulighed

 

I Danmark er der generelt set en social ulighed bland ikke-vestlige indvandrere (og stadig i nogen grad efterkommere) og danskere. Dette afspejler sig bl.a. i beskæftigelsesfrekvensen (se hhv. figur 2.1 og 2.2), som viser, at især indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande, er uden for arbejdsmarkedet.

”Selv om forskellen mellem ikke-vestlige indvandrere og personer med dansk oprindelse er blevet indsnævret i løbet af de seneste 15 år, er beskæftigelsen fortsat klart lavere blandt de ikke-vestlige indvandrere. Forskellen i beskæftigelsesfrekvens mellem ikke-vestlige indvandrere og personer med dansk oprindelse var i 2012 23 procentpoint blandt mændene og 29 procentpoint blandt kvinderne.”[33]

 

Som figurerne viser, er der langt større ledighed blandt efterkommere og især indvandrere, end danskere. At være uden beskæftigelse, er i de fleste tilfælde ensbetydende dårlig økonomisk kapital. Derudover viser andre statistikker[34], at også færre indvandrere tager uddannelse, end danskere, hvilket kan være medvirkende til, at indvandrere samlet set har lavere social status, end majoritetsbefolkningen.[35] Når man kan konkludere, at indvandrere besidder færre økonomiske og uddannelsesmæssige ressourcer end danskerne generelt, er der tale om en ulighed i samfundet.[36] Når indvandrerne ikke har de nødvendige kapitaler til at komme ind på arbejdsmarkedet, dvs. har manglende kulturel og evt. social kapital[37], kan der opstå problemer med at blive integreret. Derudover kan dårlig kulturel kapital, også være en barriere for integration, da der ikke er kendskab til værtslandets kulturelle anliggender.

Det gælder især kvindelige indvandrere fra ikke-vestlige lande, der i et eller andet omfang lever efter det traditionelle samfunds normer og værdier[38], hvilket også kan ses i forskellen mellem mandlige og kvindelige ikke-vestlige indvandreres erhvervsfrekvens (figur 2.2.2.).

 

 

Kvindelige indvandrere har altså en lavere erhvervsfrekvens end mandlige indvandrere. Erhvervsfrekvensen er med 46,6 pct. lavest blandt indvandrerkvinder fra ikke-vestlige lande. Derudover er det blandt ikke-vestlige indvandrermænd og –kvinder, at forskellen er størst. Det kan altså konkluderes, at der er endnu en ulighed i samfundet, hvilket tyder på manglende integration af en samfundsgruppe (ikke-vestlige indvandrerkvinder), da årsagen kan skyldes de arbejdsfordelinger, der er i den ikke-vestlige kultur, hvor kvinder typisk er hjemmegående husmødre, der tager sig af husholdningen og børnepasning. Dette er tydeligt i lyset af den danske kulturs kønskulturelle arbejdsfordeling, hvor mænd og kvinder i høj grad er ligestillede (se f.eks. figur 2.2.2).

 

 

4.0 DISKUTER IDRÆTS ANVENDELIGHED SOM INTEGRATIONSVÆRKTØJ

4.1 Idrættens vigtige egenskaber

 

Idrætsvidenskabelig forskning viser, national og globalt, at idræt og sport kan være med til at forbedre integration[39]. Motion og sportslige aktiviteter har mange gavnlige virkninger for befolkningen generelt, men – menes af nedstående årsager, især at være vigtig for befolkningsgrupper af anden etnisk herkomst. Fysisk og psykisk sundhed og velvære står højt på listen over disse positive virkninger. Herunder påvirkes udøvere til forbedret personlighedsudvikling og selvrealisering. Endvidere giver idrætsaktiviteter ”selvtillid og selvforståelse, positiv indflydelse på empati, tolerance, kooperationsevne og andre sociale kompetencer og endelig også identificeringen med stat og fællesskab samt social integration”[40]. Idræt kan i Bourdieus terminologi være med til at forbedre social kapital, og derved skabe et bedre netværk for indvandreren, som ender ud i bedre mulighed for social integration.

Det sociale aspekt, er altså en af de vigtigste fordele ved idrættens indvirkninger på integration. I foreningsidræt og holdsport, kommer man til at møde nye mennesker, og derigennem skabe sociale relationer. Motion bliver pludselig ikke den vigtigste drivkraft ift. motivationen for at deltage, men derimod bliver de sociale relationer og forventningerne til, at man møder op, det altafgørende.[41] ”Jeg mener at motion og idræt er et godt integrationsværktøj. Piger og kvinder møder andre, får nye venner, får en masse sociale oplevelser”, udtaler Barbara Frederiksen fra Høje Taastrup Idrætsforening (HTI)[42]. Hun mener, at pigerne, der er 2. eller 3. generationsindvandrere, generelt er glade for at deltage i idrætsforeningerne, men at det oftest er deres forældre, der forhindrer, at pigerne kan deltage. Det kan enten skyldes, at deres forældre er bange for ”det ukendte”, som Barbara siger. Eller også kan det skyldes de kulturelle forskelle mellem den ikke-vestlige kultur og den danske.

 

4.2 Idrætsforeningslivet og kultureller barrierer

 

Som beskrevet, foregår idrætten ofte i forbindelse med idrætsforeninger. Foreningslivet kan altså skabe samlingssteder, der hverken styres af etnisk eller kulturel baggrund, men derimod af fællesinteresser og fælles identitet. Her foregår det under demokratiske principper og regler, som kan være med til at ”oplyse” personer med anden etnisk herkomst end dansk, om den samfundsmæssige struktur i landet og de normer og regler stukturen indebærer. Endvidere kan foreninger hjælpe med at forbedresocial integration, da de kan være med til at skabe et bedre netværk for den enkelte, som i sidste ende kan hjælpe indvandreren med at komme i gang med uddannelse eller at komme ud på arbejdsmarkedet.[43]

 

Det er her problemstillingen om indvandrerkvinders mangel på deltagelse i idrætsforeningerne kommer til udtryk. Statistikker viser nemlig, at mærkbart færre indvandrerkvinder end mænd, er med i en idrætsforening[44]. Når det kommer til barriererne for indvandrerkvinders deltagelse i idrætsforeninger, er det øjensynligt et spørgsmål om kønsrollemønstrene, der kan være meget anderledes end de danske.[45] Især i den islamiske kultur er forholdet mellem mænd og kvinder meget forskellige fra den senmoderne, vestlige kultur. I den islamiske kultur, der specielt er domineret af traditionelle, patriarkalske samfund, eksisterer der en specifik kønsopdelt arbejdsdeling. Familien er kønshierarkisk opdelt, og det er givet, at kvinderne tager sig af husarbejdet og pasning af børn og familie, imens mændene socialiserer sig med offentligheden.[46] Der er altså en forventning til kvinden om at overholde denne arbejdsfordeling. Piger opdrages til en hjemmekultur, og underlægges altså en form for social kontrol.[47]Dernæst kommer spørgsmålet om ”Ære”. Æresbegrebet er en af de vigtigste aspekter i den islamiske kultur. I ”Ære” følger et kodeks, hvori der bl.a. ligger en forventning til kvinderne om at overholde seksuel troskab eller jomfruelighed. I så fald, at disse ikke overholdes, og familiens ”ære” sættes over styr, vil det medføre alvorlig straf. Der sker derfor en kontrol af kvindens seksualitet, ved en adskillelse af kønnene.[48]  Derfor er der kulturel modstand mod at kvinder er i samvær med mænd, de ikke kender. Dette kan være svært at forhindre i almindelige idrætsforeninger. Det at en kvinde dyrker idræt, hvor det er synligt for det mandlige køn, er heller ikke velset i de etniske minoritetsgrupper. Derudover opstår der modstand blandt nogle etniske minoriteter, der finder den danske foreningskultur og opdragelsesnormer stødende mod deres egen kultur og egne opfattelser af virkeligheden.[49]

 

På kulturministeriet hjemmeside, angives det, at ”Tal fra 2006 viser, at ca. 26 procent af de ikke-vestlige indvandrere med dansk statsborgerskab overvejende havde stillesiddende fritidsaktiviteter[469]. Kun ca. 11 procent af den øvrige danske befolkning havde stillesiddende fritidsaktiviteter”[50]. Endvidere ses der en klar sammenhæng mellem socioøkonomiske forhold og idræts- og foreningsdeltagelsen.[51] Beskæftigelsesfrekvens og lønindkomst er vigtige faktorer i  den socioøkonomiske forbindelse. Som tabellerne viser i afsnit 2.4, over beskæftigelsesfrekvenserne for forskellige befolkningsgrupper i Danmark for hhv. mænd og kvinder, er andelen af beskæftigede ikke-vestlige indvandrere og efterkommere betydeligt lavere end både andelen af dansk herkomst og vestlige indvandrere og efterkommere, både for mænd og kvinder. Ud over at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere generelt er mindre beskæftigede, viser statistikker også, at lønindkomsten samlet set for ikke-vestlige indvandrere, er lavere end for majoritetsbefolkningen.[52].

”Undersøgelser viser, at etniske minoriteter i nogen grad selv opfatter deltagerbetalingen i motionsinterventioner som en begrænsende faktor i deres mulighed for at dyrke motion”[53]. De socioøkonomiske aspekter kan altså også være en afgørende barriere for idrætsdeltagelsen. Selv om idræt og sport kan give øget social kapital, er det ikke ensbetydende med, at det også er med til at øge kulturel og økonomisk kapital.  

 

Suzzane Sofia Potempa udtaler, at hun blandt andet har oplevet en forbedring af indvandrerkvinderne i foreningen Shahrazads sprogkundskaber. ”Det er nemmere for kvinderne at lære sproget, når de gør det gennem bevægelse, og så taler vi kun dansk”, siger Potempa i et interview[54]. Hun siger også, at baglandet støtter op om projektet, og at mændene kan mærke, at deres koner er gladere, og derfor synes det er en positiv ting, at de er med i foreningen. Det skal understreges her, at alle kvinderne er ikke-vestlige indvandrere, og derfor ikke bliver socialt integrerede med majoritetsbefolkningen. Formålet er derfor ikke det samme som ved nogle af de andre initiativer, hvor der fokuseres mere på medborgerskab med majoritetsbefolkningen.

Som nævnt tidligere, kan idrætsinitiativer styrke social kapital, men ikke nødvendigvis kulturel eller økonomisk kapital. En midtvejsevaluering af seks organisationers (Team Succes, Get2sport, DFH, DUF, KVINFO og DGI) statsstøttede integrationsprogram ”Forpligtigende videreførelse af det frivillige integrationsarbejde”[55], viser at hovedparten af brugerne, dvs. indvandrerne/efterkommerne, er gladere for at gå i skole, og har fået bedre muligheder mht. skole/uddannelse. Det samme gælder for de, der er frivillige i disse organisationer.[56] Det vil altså sige, at der er tegn på, at indvandrere/efterkommere muligvis kan opnå bedre kulturel kapital i forbindelse med idrætsdeltagelse. Derudover viser samme evalueringsresultater også, at danskkundskaberne hos brugerne forbedres, generelt styrkes socialt netværk, samt giver dem øget selvtillid.

Barbara Frederiksen, HTI, mener at idræt er et godt integrationsværktøj, da det som andre resultater også peger på, styrker indvandrerens/efterkommerens sociale kompetencer. Hun mener at pigerne i idrætsklubben altid føler sig velkomne, og at deres mødre endvidere også er begyndt at komme i klubben.[57]

I foreningen SheZone mener projektleder Malene Guillaume Jensen ligeledes, at idræt kan være et integrationsfremmende værktøj. ”Idræt kan være med til at samle kvinder og piger med forskellig kulturel, religiøs og/eller social baggrund omkring en social aktivitet”[58]. Her vil det give kvinderne større indsigt og forståelse ved forskelle og ligheder mellem de forskellige kulturer. Det er ifølge hende dog svært at sige, om der decideret opleves forbedret integration af pigerne og kvinderne i foreningen, men hun peger på, at der med sikkerhed sker en udvikling for kvinderne i forhold til deres forståelse for andres kulturer og for dansk foreningsidræt. Dette ses ved, som Malene Guillaume Jensen udtaler, at det giver nogle kvinder incitament til at deltage i idrætsforeninger, der ikke er særligt hensynstagne til indvandrerkvinder af anden etnisk herkomst.

Barbara Frederiksen og Malene Guillaume Jensen er enige om, at der stadig er lang vej igen, før man får det mest optimale udbytte af integration gennem idræt, og at det vil kræve flere ressourcer i forbindelse med integrationsinitiativer (kun) for kvinder. Indvandrermænd og -drenge står ikke over for de samme problemstillinger omkring kulturelle forskelle, som kvinderne gør, og derfor er virkningerne af initiativerne også forskellige. Selv om der i dag er mere fokus på målrettede idrætsinitiativer for indvandrerkvinder, end tidligere, er der stadig behov for større indsats på området.

 

Konklusion

Idræt har for de fleste mennesker mange positive egenskaber. Det kan bidrage til udvikling af socialt netværk, støtte individet i selvrealisering, skabe succesfulde oplevelser samt forbedre sundhed – både fysisk og mentalt. Idræt kan ydermere - og relevant i forhold til integration – være med til at  formidle den danske kultur, øge demokratiseringen, samt give bredere forståelse for andre mennesker og kulturer. 

Idræt er med til at skabe bedre sammenhold og øge social integration, som er begrebet, der beskriver forholde mellem individerne i samfundet. Hvis man er godt socialt integreret, har man et godt forhold til samfundet i sin helhed. I forbindelse med indvandreres integration, handler det om forholdet mellem dem og majoritetsbefolkningen, som efterfølgende kan have indvirkning på den måde, de vælger at integrere sig i landet på; pluralistisk integration, segregation eller assimilation. Social integration er altså vigtigt, når det kommer til at blive ”adopteret” til et land.

I forhold til idræt og integration af kvinder er der imidlertid nogle barriere, som specielt har forhindret indvandrerkvinder i at deltage i idræt eller i idrætsforeninger. Barriererne opstår blandt andet ved de kulturelle forskelle, der er mellem den danske og den ikke–vestlige kultur, hvor kvinderne i højere grad forventes at blive i hjemmet, og desuden ikke bør opholde sig sammen med ukendte mænd. Af den grund har der været iværksæt integrationsinitiativer i samfundet, der igennem idræt har som formål, specifikt at integrere indvandrerkvinder af anden etnisk herkomst. Der er altså en særlig problemstilling, når det gælder indvandrerkvinder og deres idrætsdeltagelse. Man forsøger derfor igennem de frivillige– og statsstøttede foreninger at øge denne idrætsdeltagelse. 

Resultater fra de forskellige foreninger/initiativer (bl.a. HTI, Shahrazad og SheZone), viser at idræt har givet gode resultater i forhold til at få kvinderne til at dyrke idræt. Især deres sociale kompetencer viser sig at være blevet styrket. Derudover vises der også tegn på større forståelse for foreningslivet, som er vigtigt element i den danske kultur. På disse områder viser initiativerne altså positive og gavnlige resultater. Men selv om nogle resultater tyder på, at der vises større glæde ved skole/uddannelse i forbindelse idrætsdeltagelsen, er det stadig begrænset, hvor meget idræt hidtil har kunnet bruges i forhold til øget beskæftigelse og uddannelse. Alt i alt, er idræt et glimrende værktøj til integration, men det skal selvfølgelig ses som et supplement til de andre initiativer, som igangsættes på integrationsområdet i Danmark. I forhold til de integrationsmæssige målsætninger, er det nemlig varierende, hvilke fremmende effekter idrætten kan have, og dermed også varierende, i hvor høj grad man kan bruge idrætten som værktøj, når det gælder integration.