Videnskab og forskning
Læs artiklen "Sundhed på tværs af grænser", skrevet af Signe Grønwald Petersen, Videnskabelig Assistent i Center For Sund Aldring, Københavns Universitet.
Artiklen giver et indblik i ældre tyrkiske indvandrerkvinders brug af sundhedsudelser - og mulighederne for at fremme denne gruppes sundhed.
Klik her - Artikel del 1
Klik her - Artikel del 2
Læs om bl.a. Projekt Forebyggende selvmonitorering i LEV VEL.
Læs desuden - artikler der er produceret i forbindelse med arbejdet i Forebyggende Selvmonitorering - se "Værd at vide" i højre spalte.
Klik her - Lev Vel
LÆS PROJEKT FRA RUC OM KOMMUNIKATIONEN I FORENINGEN SHAHRAZAD HER
Gensidig forståelse
- kommunikativ og anerkendende handlen mellem et udsnit af Nørrebros superkvinder
Vi er en gruppe på syv studerende fra RUC, der på vores tredje semester har udfærdiget et projekt om kommunikationen i foreningen Shahrazad. Vi har taget udgangspunkt i de to sociologer og filosoffer Jürgen Habermas og Axel Honneth og deres teorier om henholdsvis den kommunikative handlen og kampen om anerkendelse. Vi har ud fra disse teorier samt ud fra observation og interview med deltagere i Shahrazad undersøgt, hvordan disse kommunikations- og interaktionsteorier kan vise sig at være anvendelige i et integrationsprojekt som Shahrazad.
For Habermas er rationalitet en afgørende betingelse for kommunikation. Han mener, at vi på baggrund af rationelle gyldigshedskriterier kan opnå en gensidig forståelse - også på trods af forskellige baggrunde. Her inddrager han begrebet livsverden, som udgør det vidensforråd, der muliggør gensidig forståelse. Overfor dette begreb står systemet, som udgøres af økonomiske og magtmæssige systemer. Ifølge Habermas udgør systemet en trussel imod livsverdenen, idet det kan erstatte samtale med magt som handlingskoordinerende i samfundet. For at undgå dette skal der ifølge Habermas, skabes en balance mellem system og livsverden igennem en fri, åben og rationel kommunikation.
Når man tænker på, at følelser ofte har stor betydning i vores kommunikation, mener vi ikke, at rationel kommunikation er tilstrækkelig for opnåelsen af gensidig forståelse, hvorfor Honneths anerkendelsesbegreb er inddraget. Honneth vægter anerkendelse som en væsentlig faktor for menneskets selvopretholdelse. Ifølge Honneth skal vi anerkendes inden for kærlighedsfæren, retsfæren og solidaritetsfæren, for at føle selvtillid, selvrespekt og selvværd og derved opbygge vores identitet. Hvis ikke individet anerkendes inden for de tre sfærer, kan det opleve ringeagt og en sådan følelse kan udløse kampen om anerkendelse.
Disse teorier har vist sig at spille en rolle i kommunikationen i Shahrazad.
Det fremgår tydeligt, hvordan underviseren Suzzane ønsker at skabe gensidig forståelse i Shahrazad, for derved at få de deltagende kvinder bedre integreret i samfundet. Derfor handler Suzzane kommunikativt og rationelt, ifølge Habermas. Hun bygger dog ikke kommunikationen på teori, men på egne intuitive fornemmelser. Alligevel kan man i forlængelse af Habermas sige, at Suzzane er meget reflekterende, idet hun reflekterer over, hvordan hun skaber en ligeværdig kommunikation mellem hende og kvinderne. Dette gør hun blandt andet ved at tale højt og tydeligt, anvende let forståelige ord, bruge kroppen som understregende element for talen, og fysisk at positionere sig på niveau med kvinderne. Generelt er hun rationel i hendes kommunikation, idet der er flere eksempler på, hvordan hun argumenterer inden for rammerne af Habermas' gyldighedskriterier. Dette ses, når hun forklarer kvinderne om sygdomme og fysiske lidelser, hvorved hun argumenterer sandt indenfor den objektive verden. Når hun forklarer kvinderne, at de skal overholde deres samtaler med det offentlige, fordi det ellers koster samfundet penge, argumenterer hun ud fra rigtighed i den sociale verden. Og når hun holder, hvad hun lover overfor kvinderne, argumenterer hun sandfærdigt ud fra den subjektive verden. Dette skaber en basal tillid mellem Suzzane og kvinderne og denne tillid samt rationaliteten, som Suzzane anvender i kommunikationen, er dét der ifølge Habermas udgør fundamentet til det samarbejde, som kommunikation er.
Her spiller livsverdenen en rolle, for jo mere vi har tilfælles, des bedre forstår vi hinanden. Kvinderne i Shahrazad har alle forskellige livsverdener, men sandsynligvis er disse især forskellige fra etniske danskeres livsverdener. Når der opstår gensidig forståelse i Sharazad skyldes det ifølge Habermas, at man inddrager situationsrelevante udsnit af livsverdener, hvor forståelsen er sikret i form af de almengældende gyldighedskriterier. I forbindelse med livsverdensbegrebet bliver systembegrebet også væsentligt, idet systemet er nødvendigt i håndteringen af vores komplekse samfund. Shahrazads kvinder kan ses som et offer for, hvordan systemet forsøger at overtage kommunikationens handlingskoordinerende mekanisme. Det sker hvis medierne og politikerne tillægger sig systemtænkning, når de stigmatiserer visse samfundsgrupper såsom disse kvinder. Samfundets diskurs skaber et stereotypt billede, som majoriteten inkorporer mere eller mindre ubevidst, hvorved der skabes en distance mellem "os" og "dem". Kvinderne er i forvejen sårbare i den forstand, at de kommer fra et andet land, har en anden kultur, har sprogvanskeligheder samt fysiske og psykiske skavanker, hvorfor de allerede har svært ved at begå sig i det danske samfund. Systemets magt må ikke blive ødelæggende for menneskers interaktion og forståelse for hinandens livsverdener på denne måde. Tværtimod skal livsverden gøres til udgangspunkt for systemet, ifølge Habermas. Og det er netop, hvad Shahrazad er et eksempel på, idet Suzzane tager udgangspunkt i kvindernes livsverden. Når kvinderne lærer dansk i Shahrazad - hvilket de har haft problemer med at lære på sprogskoler - gavner det både kvinderne, idet de bliver i stand til at indgå i samfundet, og ligeledes gavner det samfundet, idet kvinderne ikke længere udgør en økonomisk belastning. Sådan kan forståelse for og udvidelse af kvindernes livsverdener ses som en fordel for systemet. Og balancen mellem system og livsverden skabes derved.
Idet livsverdenen blandt andet rummer individets identitet bliver anerkendelse et vigtigt begreb, idet Honneth mener, at anerkendelse er en forudsætning for vores identitet. I Shahrazad er anerkendelse et særdeles vigtigt element, idet kvinderne er sårbare individer, der kan formodes at have ekstra behov for anerkendelse, idet de ofte mødes med fremmedfjendskhed i det danske samfund. Det interessante er, at der i interaktionen i Shahrazad fokuseres på ligheder frem for forskelle og Suzanne mener ikke, at der findes store forskelle mellem dem, idet alle har samme behov for at blive elsket og værdsat. Med en sådan forståelse gør Suzzane op med systemtænkningen, som kan resultere i et "os mod dem"-forhold, idet hun anerkender kvinderne som enkeltindivider med forskellige livsverdener, og ikke stigmatiserer dem under en samlet gruppe. Suzzane er meget anerkendende i sin kommunikation og ud fra Honneths anerkendelsesfærer fremgår det, hvordan hun henholdsvis anerkender kvinderne inden for kærlighedsfæren, retsfæren og solidaritetsfæren. Dette ses, idet Suzzane optræder som primærrelation for kvinderne, da hun er deres ven, som de betror sig til med personlige anliggender. Eksempelvis fortalte en kvinde under en af observationerne Suzzane om sorgen over sin afdøde mand, hvortil Suzzane trøstede hende. Herved anerkendes kvinderne inden for kærlighedsfæren. Derudover ser Suzzane det som sin pligt at lære kvinderne om deres pligter og rettigheder, hvorfor hun blandt andet opkræver et symbolsk kontingent for deltagelse i Shahrazad, så kvinderne lærer, at alle skal bidrage til samfundet og derved kan føle sig som lige og frie retsborgere. Derved anerkender hun dem indenfor retssfæren. Ydermere accepterer Suzzane kvindernes individuelle evner og muligheder som noget værdifuldt, hvilket for eksempel ses, da en kvinde til et madarrangement flovede sig over kun at have medbragt frugt, hvor Suzzane anerkender hende indenfor det danske værdifællesskab ved at sige, at danskere er meget fokuserede på sundhed. Således anerkender hun kvinderne indenfor solidaritetssfæren.
Ved at anerkende kvinderne på disse planer opildner Suzzane kvinderne til at få selvtillid, selvrespekt og selvværd, hvilket gør dem i stand til lettere at indgå i det danske samfund. Dette skaber også et tillidsbånd mellem Suzzane og kvinderne, idet de gensidigt anerkender hinanden, hvilket er medvirkende til den gensidige forståelse i Shahrazad. Tillidsbåndet styrkes yderligere af kropskontakten, som Suzzane bruger til at skabe tryghed ved eksempelvis at røre kvinderne, når hun taler til dem.
Den tillid som kommunikationen i Shahrazad opbygges omkring - både i form af rationel kommunikation, hvor kvinderne oplever, at Suzzane holder, hvad hun lover samt Suzzanes anerkendelse af kvinderne på forskellige niveauer - mener vi er essentiel for at opnå gensidig forståelse i Shahrazad. Fordi kvinderne er sårbare kæmper de måske hårdere i kampen om anerkendelse for at få et positivt forhold til sig selv i det danske samfund, hvor de ofte mødes med fremmedfjendskhed. Derfor tror vi ikke, at kommunikationen i Shahrazad ville være så vellykket, hvis Suzzane udelukkende forholdt sig rationelt i kommunikationen og ikke inddrog anerkendelsesaspektet. På den måde ville hun ikke nå kvinderne på samme måde.
Anerkendelse kan nemlig også ses som en motivationsfaktor for at indgå i relationer og interaktioner, hvorved begrebet igen spiller en væsentlig rolle i forsøget på, at integrere kvinderne bedre i det danske samfund. Her er det væsentligt at pointere, hvordan Suzzane selv oplever, at undervisningen i Shahrazad rækker langt ud over de dekorative vægge i undervisningslokalet på indre Nørrebro. Kvinderne tager mange af deres positive oplevelser med hjem og kan dermed virke som rollemodeller i deres familier. Ligeledes mener vi, at vores projekt kan anvendes i mange andre henseender end i den specifikke kommunikations- og integrationssituation i Shahrazad. Arbejdet med Shahrazad har gjort os bevidste om, hvor vigtigt det er, at vi generelt forholder os både rationelt og anerkendende i vores kommunikation. Et eksempel herpå er, hvordan vi må reflektere over mediernes og politikernes stereotypiseringer, og ikke blot inkorporere disse, men derimod forholde os kritisk refleksivt hertil. På samme måde er vi blevet bevidste om, hvor stor betydning det har for os selv og alle andre at blive anerkendt for hvem vi er, og for vores betydning for andre og for samfundet. For os består relevansen af vores projekt derfor i, at skabe en bevidsthed om vores måde at kommunikere med og anerkende hinanden på. Ud fra interview med Suzzane og observationer af undervisningen kan vi i Shahrazad påpege nogle væsentlige aspekter fra Habermas' og Honneths teorier, og derved understrege betydningen af en vellykket kommunikation i vores interaktion med andre.
Skrevet af Hildur, Sarah, Anna, Nina, Olivia, Maja og Sofie - studerende fra RUC